I only read a few blogs as I can't keep track of them and I like Instagram much better anyways. The one blog that I do read on a regular basis is written by a former "neighbor in the neighborhood" of mine. She is smart, she is funny and she is crazy......she has 5 kids. Yep, 5. And none are twins. How she finds time to write a blog I don't know......oh wait....lately there hasn't been any new posts.
I usually turn to her blog when I'm awake in the middle of the night or when I spend more than normal time on the toilet......it's a good distraction from constipation or when I just hide in the bathroom. So I FB'ed her and asked when the next blogpost would be.....soon she said, she was in a blogging stall. Okay I thought, we all get there now and then, and for the observant reader you know I"ve been there a lot. But still nothing. Now I was quite frankly getting a bit annoyed. I mean, here I am, constipated and awake in the middle of the night and there's nothing new to read? So I went back to the keyboard and let her know that my intestinal issues really needed new material. She promised she would write something soon.
You should read along. It's sharp, it's funny, it's honest and when her 5 kids are grown and have left the house I strongly suggest she becomes a writer fulltime.
Here's where you can read along too: www.tihidi.com
20 November 2014
03 November 2014
Welcome to Sweden..
I took a quiz on Facebook. One of those silly "which country do you belong in" quizzes.
Apparently I belong in Sweden. Sweden!
I don't like Sweden.
I don't like Swedish people.
Why you may ask? The truth is I don't know.
I was just always told not to.
When I was little, Sweden was always talked about as being the country where you weren't allowed to do anything. ET, the movie, apparently had an age restriction of 16. Stupid, right? Well, maybe not. That movie was so scary and so not for little kids. I vividly remember sitting in a movie theater being so scared and sad when the men in haz mat suits came to take ET away. I was crying so hard. No child should be exposed to that.
Also, in the summer time, Copenhagen would be overrun be Swedish people who took the ferry to DK for a little fun and partying. Only they would get super drunk and be very obnoxious walking down the main street in Copenhagen while singing. And on one occasion, peeing. Yep, some Swedish dude just whipped out his penis and peed while walking. I remember the comment my mom made.....those damn Swedes........
So, for those two reasons I am not supposed to like Swedish people or Sweden.
I really have nothing against Swedish people, the few I have met are very nice although I wish they would understand that I don't understand a single word of what they're saying. Not one word.
I have only ever been to Sweden once. And that was a quick shopping trip to Malmo, I don't think that really counts.
So, maybe Sweden isn't all that bad......I mean, I like IKEA (the idea of it, not actually going there), I like meatballs, ABBA and my cousin's wife. Next time I go to DK maybe I'll stop by Sweden and see for myself.
Apparently I belong in Sweden. Sweden!
I don't like Sweden.
I don't like Swedish people.
Why you may ask? The truth is I don't know.
I was just always told not to.
When I was little, Sweden was always talked about as being the country where you weren't allowed to do anything. ET, the movie, apparently had an age restriction of 16. Stupid, right? Well, maybe not. That movie was so scary and so not for little kids. I vividly remember sitting in a movie theater being so scared and sad when the men in haz mat suits came to take ET away. I was crying so hard. No child should be exposed to that.
Also, in the summer time, Copenhagen would be overrun be Swedish people who took the ferry to DK for a little fun and partying. Only they would get super drunk and be very obnoxious walking down the main street in Copenhagen while singing. And on one occasion, peeing. Yep, some Swedish dude just whipped out his penis and peed while walking. I remember the comment my mom made.....those damn Swedes........
So, for those two reasons I am not supposed to like Swedish people or Sweden.
I really have nothing against Swedish people, the few I have met are very nice although I wish they would understand that I don't understand a single word of what they're saying. Not one word.
I have only ever been to Sweden once. And that was a quick shopping trip to Malmo, I don't think that really counts.
So, maybe Sweden isn't all that bad......I mean, I like IKEA (the idea of it, not actually going there), I like meatballs, ABBA and my cousin's wife. Next time I go to DK maybe I'll stop by Sweden and see for myself.
28 April 2014
Spring Clean-up
That's what it's called around here when you hire someone to "clean" your yard and get ready for the summer.
We're doing it ourselves as no one wanted the job. I don't blame them.
We're renting a house that has quite a big yard, some of it is forest and the rest just has big trees scattered on what used to be a lawn. I say used to be for a reason. The previous tenants apparently didn't find it necessary to do any yard work, so they never raked a leaf.
In the fall we raked all the leaves in the front yard. 78 bags later and the snow came.
Yesterday we filled another 40 bags and who knows what will happen in the next week or so.
Did I mention I hate yard work. I can't stand it.
I don't find it therapeutic or relaxing as some people do (there must be something wrong with them), I find it annoying and time consuming and unnecessary.
If I had it my way I lived in an apartment with a balcony or the whole yard was paved with asphalt. At least that way you could draw cool shit outside.
Anyways, I am also not one of those people who have dedicated "working in the yard" clothes, so whatever I have on, goes.
Yesterday that was PJ pants, a t-shirt, maybe a bra and of course my beloved wellies. Don't worry, I was wearing a bra. I think I brushed my hair although it was super early in the morning so probably not but I was wearing a snazzy pair of orange gardening gloves purchased at my recent outing to Costco, another place i loathe.
So there I was, raking away in my PJ's waving to the neighbors who politely waved back.
One neighbor informed us that our leaves were blowing into his yard......oh, I'm so sorry, let me call Mother Nature and ask her to change wind direction. Jackass. How about you grab a freakin' rake and help us out if it bothers you so much.
As I'm raking and bagging I look up every now and then, just to make sure Mr. Bear isn't nearby. Yes, there was a bear last week. Yes, he was big and pretty and scary and yes I hope I never see him again.
This morning I did round two of bagging all the leaves I didn't get to yesterday, this time in different PJ pants much more fashionable than the christmas ones I wore yesterday.
As it turns out I guess I do have "working in the yard" clothes.
Do you?
We're doing it ourselves as no one wanted the job. I don't blame them.
We're renting a house that has quite a big yard, some of it is forest and the rest just has big trees scattered on what used to be a lawn. I say used to be for a reason. The previous tenants apparently didn't find it necessary to do any yard work, so they never raked a leaf.
In the fall we raked all the leaves in the front yard. 78 bags later and the snow came.
Yesterday we filled another 40 bags and who knows what will happen in the next week or so.
Did I mention I hate yard work. I can't stand it.
I don't find it therapeutic or relaxing as some people do (there must be something wrong with them), I find it annoying and time consuming and unnecessary.
If I had it my way I lived in an apartment with a balcony or the whole yard was paved with asphalt. At least that way you could draw cool shit outside.
Anyways, I am also not one of those people who have dedicated "working in the yard" clothes, so whatever I have on, goes.
Yesterday that was PJ pants, a t-shirt, maybe a bra and of course my beloved wellies. Don't worry, I was wearing a bra. I think I brushed my hair although it was super early in the morning so probably not but I was wearing a snazzy pair of orange gardening gloves purchased at my recent outing to Costco, another place i loathe.
So there I was, raking away in my PJ's waving to the neighbors who politely waved back.
One neighbor informed us that our leaves were blowing into his yard......oh, I'm so sorry, let me call Mother Nature and ask her to change wind direction. Jackass. How about you grab a freakin' rake and help us out if it bothers you so much.
As I'm raking and bagging I look up every now and then, just to make sure Mr. Bear isn't nearby. Yes, there was a bear last week. Yes, he was big and pretty and scary and yes I hope I never see him again.
This morning I did round two of bagging all the leaves I didn't get to yesterday, this time in different PJ pants much more fashionable than the christmas ones I wore yesterday.
As it turns out I guess I do have "working in the yard" clothes.
Do you?
03 March 2014
Bambi paa glatis......
Soennen har laenge gerne ville laere at snowboarde og som den hippe unge mor jeg er, eller tror jeg er, syntes jeg at det var en fantastisk ide. For mig selv.
Jeg kunne se det for mig....smarte outfits, ski goggles i panden, haar der saa helt tilfaeldigt smart ud, make-up der saa flot ud naar man kom ned af bjerget. Jo jo, ideen var der.
Saa vi tog afsted......Soennen i smart outfit, mor not so much.
Sidste gang jeg stod paa ski var for 15 aar siden. Det var ogsaa foerste gang jeg stod paa ski og det var mildest talt ingen vild success. Det var da sjovt og hyggeligt, men jeg var nu ikke helt tryg ved det. Til den anledning havde jeg faaet et flot skisaet i julegave af min mor. Blaat og graat og helt perfekt. Saa det gravede jeg frem af gemmerne og tog med til skibakken. Problemet er bare at siden dengang jeg sidst havde det paa, er der kommet to boern til verden og jeg er maaske ikke helt saa aktiv som jeg har vaeret. Saa bukserne sad lidt stramt. Ja faktisk kunne de slet ikke lynes, men saa er det jo godt der er seler paa........ja, oemt var det.
Vi faar udleveret de her snowboards som er maegtig store og ret tunge. Soennen saetter sig i sneen, strammer foedderne fast og suser afsted..........jeg faar ogsaa strammet foedderne fast.....og hvad saa. Jeg kunne ikke komme op. Saa jeg sad paent der i sneen og ventede paa de rkom en venlig sjael der kunne traekke mig op. Op kom jeg og saa susede jeg afsted i ca 2 sekunder hvorefter jeg endnu engang laa i sneen og ikke kunne komme op. Problemet med et snowboard er at naar foerst man er oppe, saa koerer man, der er ingen kontrol....INGEN!!
Saa efter 10 minutter med konstant latter (min veninde var med og hun var noejagtig lige saa daarlig som mig), besluttede vi os for at vi hellere maatte skifte til ski. Saa det gjorde vi og saa gik det meget bedre.
Det er aabenbart lidt ligesom at cykle, man glemmer det ikke rigtigt. Men vi tog en lektion og saa var vi klar til begynderbakken som absolut ikke saa noget som helst begynder ud.
Der er det med skibakker at man skal op til toppen for at komme ned. Det foregaar via en lift. Saadan en havde vi saa ikke faaet nogle lektioner i, saa da vi ankom til toppen var det med vild panik og det lykkedes mig da ogsaa at falde af liften hvorefter den ansvarlige sagde "Kan du saa komme over til siden"....hallo mand....jeg ligger ligesom ned med ski paa og kan overhovedet ikke bevaege mig.
Han fik mig hevet over til siden og saa var jeg klar. Det gik faktisk rigtig fint. Stille og roligt ned af bjerget som vel egentlig bare var en bakke. Jeg faldt ikke. Foerste gang. Det gjorde jeg til gengaeld anden gang. Jeg styrtede. Skistavene floej bagud og jeg rullede rundt og fik taenkt mange tanker....som feks at mit haar nu nok ikke kom til at se "tilfaeldig smart" ud eller at jeg haabede at Joel huskede hvor jeg gerne vil begraves. Men jeg overlevede og tog turen et par gange til.
Foerst den allersidste tur op ad bjerget lykkedes det mig IKKE at falde af liften. Det er da meget godt gaaet. Naa, ikke.
Jeg ved det kan lyde som en ret mislykket eftermiddag, men der var faktisk store hoejdepunkter.
Et af dem var helt klart at jeg svedte saa meget at jeg til sidst kunne lyne mine bukser. Og knappe dem.
Et andet var at soennen var saa begejstret at han syntes det var den bedste dag nogensinde.
Og det allerbedste var at sidde i skiliften sammen med min snart 13-aarige soen og han kigger sig omkring og siger "Mor, her er simpelthen saa smukt." Saa taenker jeg at han alligevel har nogle foelelser der ikke kun handler om Xbox og at pine sin soester.
Vi skal afsted igen paa loerdag.
Jeg kunne se det for mig....smarte outfits, ski goggles i panden, haar der saa helt tilfaeldigt smart ud, make-up der saa flot ud naar man kom ned af bjerget. Jo jo, ideen var der.
Saa vi tog afsted......Soennen i smart outfit, mor not so much.
Sidste gang jeg stod paa ski var for 15 aar siden. Det var ogsaa foerste gang jeg stod paa ski og det var mildest talt ingen vild success. Det var da sjovt og hyggeligt, men jeg var nu ikke helt tryg ved det. Til den anledning havde jeg faaet et flot skisaet i julegave af min mor. Blaat og graat og helt perfekt. Saa det gravede jeg frem af gemmerne og tog med til skibakken. Problemet er bare at siden dengang jeg sidst havde det paa, er der kommet to boern til verden og jeg er maaske ikke helt saa aktiv som jeg har vaeret. Saa bukserne sad lidt stramt. Ja faktisk kunne de slet ikke lynes, men saa er det jo godt der er seler paa........ja, oemt var det.
Vi faar udleveret de her snowboards som er maegtig store og ret tunge. Soennen saetter sig i sneen, strammer foedderne fast og suser afsted..........jeg faar ogsaa strammet foedderne fast.....og hvad saa. Jeg kunne ikke komme op. Saa jeg sad paent der i sneen og ventede paa de rkom en venlig sjael der kunne traekke mig op. Op kom jeg og saa susede jeg afsted i ca 2 sekunder hvorefter jeg endnu engang laa i sneen og ikke kunne komme op. Problemet med et snowboard er at naar foerst man er oppe, saa koerer man, der er ingen kontrol....INGEN!!
Saa efter 10 minutter med konstant latter (min veninde var med og hun var noejagtig lige saa daarlig som mig), besluttede vi os for at vi hellere maatte skifte til ski. Saa det gjorde vi og saa gik det meget bedre.
Det er aabenbart lidt ligesom at cykle, man glemmer det ikke rigtigt. Men vi tog en lektion og saa var vi klar til begynderbakken som absolut ikke saa noget som helst begynder ud.
Der er det med skibakker at man skal op til toppen for at komme ned. Det foregaar via en lift. Saadan en havde vi saa ikke faaet nogle lektioner i, saa da vi ankom til toppen var det med vild panik og det lykkedes mig da ogsaa at falde af liften hvorefter den ansvarlige sagde "Kan du saa komme over til siden"....hallo mand....jeg ligger ligesom ned med ski paa og kan overhovedet ikke bevaege mig.
Han fik mig hevet over til siden og saa var jeg klar. Det gik faktisk rigtig fint. Stille og roligt ned af bjerget som vel egentlig bare var en bakke. Jeg faldt ikke. Foerste gang. Det gjorde jeg til gengaeld anden gang. Jeg styrtede. Skistavene floej bagud og jeg rullede rundt og fik taenkt mange tanker....som feks at mit haar nu nok ikke kom til at se "tilfaeldig smart" ud eller at jeg haabede at Joel huskede hvor jeg gerne vil begraves. Men jeg overlevede og tog turen et par gange til.
Foerst den allersidste tur op ad bjerget lykkedes det mig IKKE at falde af liften. Det er da meget godt gaaet. Naa, ikke.
Jeg ved det kan lyde som en ret mislykket eftermiddag, men der var faktisk store hoejdepunkter.
Et af dem var helt klart at jeg svedte saa meget at jeg til sidst kunne lyne mine bukser. Og knappe dem.
Et andet var at soennen var saa begejstret at han syntes det var den bedste dag nogensinde.
Og det allerbedste var at sidde i skiliften sammen med min snart 13-aarige soen og han kigger sig omkring og siger "Mor, her er simpelthen saa smukt." Saa taenker jeg at han alligevel har nogle foelelser der ikke kun handler om Xbox og at pine sin soester.
Vi skal afsted igen paa loerdag.
24 February 2014
Skal vi vaere penneveninder......
Der var engang.....hvor jeg brugte alle mine lommepenge, som jeg foroevrigt havde optjent ved at uddele Fyns Amts Avis paa Odensevej og i Industrikvarteret, paa brev papir og andre "kontor artikler" hedder det vist. Altsaa stempler, klistermaerker, viskelaedre og blyanter med duft.
Brevpapiret skuklle helst ikke have linier, for der fulgte linie papir med man skulle ligge under saa man kunne se linierne igennem. Det skulle ogsaa helst vaere noget andre ikke havde, saa naar jeg var ude og rejse en gang om aaret (bus tur til Oestrig. Der er edderdulmemig langt til Oestrig) saa skulle man have noget nyt med hjem som man kunne sende til penneveninderne.
Dem havde jeg nogle stykker af.
En boede i Aabybro, hun hed Marianne og havde en storesoester der godt kunne lide at fotografere. De havde aerte buske i haven man maatte spise fra. Det ved jeg fordi jeg engang besoegte hende i min sommerferie. Det var alletiders. Desvaerre ved jeg ikke hvad der blev af hende, saa hvis der er nogle derude der kender Marianne fra Aabybro, saa sig lige til.
Jeg havde ogsaa en penneveninde der hed Gitte. Hende besoegte jeg ogsaa og hun besoegte mig. Dengang var vi 14-15 aar og det gik vildt for sig naar vi kom anstigende i vores "Ball" troejer, lyseroed maekup og blaa mascara med en flaske Groen Mikado. Det var maegtig sjovt. Nu er vi begge voksne og ansvarlige, saadan da, og vi er i kontakt paa Facebook.
Naar vi var paa ferie i Oestrig moedte vi altid nogle andre boern som vi legede med ogsaa blev man pennevenner med dem.
Man kunne ogsaa finde pennevenner i Bamse bladene. Det var saa spaendende naar man sendte det foerste brev afsted, naermest som en ansoegning, taenk hvis man ikke blev valgt.
Faktisk havde jeg pennevenner helt op til 18-aars alderen. Den sidste penneven jeg havde var en smuk Italiensk fyr som jeg moedtes med i Rom da jeg alligevel var paa studietur. Vi kyssede lidt og jeg graed hele vejen hjem i bussen (Hvad sker der med de skide bus ture!!) imens jeg lyttede til Eros Ramazotti paa min walkman.
Nu lever vi i en tid hvor det er saa sjaeldent man faar et brev. Alt er email eller instant messaging. Det er ogsaa fint nok, men brevskrivningens kunst maa ikke forsvinde!!
Saa nu er jeg meldt ind i en pennevenne klub og ih hvor jeg glaeder mig til at skrive lange breve paa flot papir og selvfoelgelig modtage breve paa ligesaa flot papir.
Og tro mig om jeg ikke stadig har noget gammelt brevpapir liggende.......maaske sammen med min viskelaeder samling.
Brevpapiret skuklle helst ikke have linier, for der fulgte linie papir med man skulle ligge under saa man kunne se linierne igennem. Det skulle ogsaa helst vaere noget andre ikke havde, saa naar jeg var ude og rejse en gang om aaret (bus tur til Oestrig. Der er edderdulmemig langt til Oestrig) saa skulle man have noget nyt med hjem som man kunne sende til penneveninderne.
Dem havde jeg nogle stykker af.
En boede i Aabybro, hun hed Marianne og havde en storesoester der godt kunne lide at fotografere. De havde aerte buske i haven man maatte spise fra. Det ved jeg fordi jeg engang besoegte hende i min sommerferie. Det var alletiders. Desvaerre ved jeg ikke hvad der blev af hende, saa hvis der er nogle derude der kender Marianne fra Aabybro, saa sig lige til.
Jeg havde ogsaa en penneveninde der hed Gitte. Hende besoegte jeg ogsaa og hun besoegte mig. Dengang var vi 14-15 aar og det gik vildt for sig naar vi kom anstigende i vores "Ball" troejer, lyseroed maekup og blaa mascara med en flaske Groen Mikado. Det var maegtig sjovt. Nu er vi begge voksne og ansvarlige, saadan da, og vi er i kontakt paa Facebook.
Naar vi var paa ferie i Oestrig moedte vi altid nogle andre boern som vi legede med ogsaa blev man pennevenner med dem.
Man kunne ogsaa finde pennevenner i Bamse bladene. Det var saa spaendende naar man sendte det foerste brev afsted, naermest som en ansoegning, taenk hvis man ikke blev valgt.
Faktisk havde jeg pennevenner helt op til 18-aars alderen. Den sidste penneven jeg havde var en smuk Italiensk fyr som jeg moedtes med i Rom da jeg alligevel var paa studietur. Vi kyssede lidt og jeg graed hele vejen hjem i bussen (Hvad sker der med de skide bus ture!!) imens jeg lyttede til Eros Ramazotti paa min walkman.
Nu lever vi i en tid hvor det er saa sjaeldent man faar et brev. Alt er email eller instant messaging. Det er ogsaa fint nok, men brevskrivningens kunst maa ikke forsvinde!!
Saa nu er jeg meldt ind i en pennevenne klub og ih hvor jeg glaeder mig til at skrive lange breve paa flot papir og selvfoelgelig modtage breve paa ligesaa flot papir.
Og tro mig om jeg ikke stadig har noget gammelt brevpapir liggende.......maaske sammen med min viskelaeder samling.
21 February 2014
Olympisk Guld til MIG
Saa kan man se mig ligge her i min seng og hoste, snoefte og nyse i et vaek.
Jeg drikker te, jeg drikker vand, det er lige foer jeg drikker whisky.
Jeg smoerer laeberne med min EOS, ikke fordi det er in at bruge EOS, men fordi den er stor nok til ikke at blive vaek i puder og dyner og fordi den kan smoere stort set hele fjaeset paa en gang.
Forresten saa bliver jeg virkelig sur paa danskernes vegne naar man i DK skal betale 70 kroner for en EOS og her koster den skallede 15 kroner.
Jeg taenkte at jeg skulle bruge saadan nogle "Breathe Right" strips til naesen. Det ligner saadan nogle smaa plastre hvor der aabenbart er en eller anden fjeder i for naar man saetter dem paa saa faar man lige pludselig en meget bred naese idet al trykket bliver fjernet. De virker. De virker rigtig godt.
Desvaerre er det moeg svaert at pudse naese (Hvorfor hedder det egentlig "pudse" naar man faktisk "puster")(og nu bliver jeg i tvivl om det egentlig overhovedet hedder det).
Fordi de her strips tager saa meget plads paa selve naesen kan man ikke rigtig klemme om den med sit lommetoerklaede. Saa det bliver mest saadan noget projektil puste snot ud og haaber det rammer lommetoerklaedet. Indtil videre har det ramt hver gang.
Hvis der blev uddelt olympiske medaljer i projektil snot udpustning, saa vandt jeg baade guld, soelv og bronze. Nok mest fordi der ikke var andre der ville deltage. Men jeg er satme god til det.
Foroevrigt skulle de der strips og ogsaa virke mod snorken. Det goer de ikke. Siger min mand. Surt for ham.
Jeg drikker te, jeg drikker vand, det er lige foer jeg drikker whisky.
Jeg smoerer laeberne med min EOS, ikke fordi det er in at bruge EOS, men fordi den er stor nok til ikke at blive vaek i puder og dyner og fordi den kan smoere stort set hele fjaeset paa en gang.
Forresten saa bliver jeg virkelig sur paa danskernes vegne naar man i DK skal betale 70 kroner for en EOS og her koster den skallede 15 kroner.
Jeg taenkte at jeg skulle bruge saadan nogle "Breathe Right" strips til naesen. Det ligner saadan nogle smaa plastre hvor der aabenbart er en eller anden fjeder i for naar man saetter dem paa saa faar man lige pludselig en meget bred naese idet al trykket bliver fjernet. De virker. De virker rigtig godt.
Desvaerre er det moeg svaert at pudse naese (Hvorfor hedder det egentlig "pudse" naar man faktisk "puster")(og nu bliver jeg i tvivl om det egentlig overhovedet hedder det).
Fordi de her strips tager saa meget plads paa selve naesen kan man ikke rigtig klemme om den med sit lommetoerklaede. Saa det bliver mest saadan noget projektil puste snot ud og haaber det rammer lommetoerklaedet. Indtil videre har det ramt hver gang.
Hvis der blev uddelt olympiske medaljer i projektil snot udpustning, saa vandt jeg baade guld, soelv og bronze. Nok mest fordi der ikke var andre der ville deltage. Men jeg er satme god til det.
Foroevrigt skulle de der strips og ogsaa virke mod snorken. Det goer de ikke. Siger min mand. Surt for ham.
20 February 2014
Sagen om det forsvundne strikke blad....
Tror du paa at ting sker fordi der ellers ville vaere sket noget daarligt?
Altsaa lidt som i hvis du ikke naaede det foerste tog, var det fordi det alligevel blev afsporet og alle kom til skade?
Naa, men jeg bliver simpelthen noedt til at vaelge at ro paa saadan noget. Der er ingen anden forklaring.
Engang i August maaned koebte jeg et strikke blad til en veninde i Danmark. Hun ville saa gerne strikke en Harry Potter (inspireret) cardigan(HPC), men desvaerre kunne bladet ikke faaes i DK.
Bladet blev som sagt koebt, puttet i en foret kuvert og sendt afsted til Fyns land. Saadan noget plejer ikke at tage meget mere end en uges tid, men bladet kom aldrig frem.
Den slags ting sker bare engang imellem, saa jeg sendte et til blad. Og glaedede mig meget til at se billeder af HPC. Der kom bare ingen billeder. Der kom andre billeder. Af flotte huer, af over smukke vanter og senest af den smukkeste poncho der hedder Tempelblomst. Saa spurgte jeg ind til HPC, og ved I hvad.......det skide blad var aldrig kommet frem. IGEN!!!
Helt aerligt....for en uges tid siden sendte jeg sgu da en hel kasse med bball uniformer til DK, og de kom frem i fin stil.
Saa er det jeg begynder at taenke.....er der mon en grund til at bladet med den fine HPC opskrift aldrig naaede frem? Sidder der mon en strikkeglad tolder der ikke lige kunne overskue at bruge sine egne penge paa bladet? Eller er det mon postbudet? Jeg maa lige holde oeje naeste gang han henter post om han har HPC paa udover uniformsskjorten.
Det kunne ogsaa vaere at netop det her var en af de situationer hvor, hvis det foerste blad var kommet frem, at den strikkeglade veninde begyndte at strikke HPC og alt imens hun sidder med benene oppe, te i koppen, Barnaby paa flimmeren saa hopper katten op i skoedet paa hende og skubber til strikke pinden saa den havner i oejet paa min veninde og saa bliver hun blind og kan aldrig strikke igen.
Eller det andet blad kom heller ikke frem fordi den dag det skulle have vaeret afleveret i postkassen, da var det daarligt vejr og da veninden skulle hente posten slog lynet ned i postkassen og der skete frygtelige ting.
Jeg bliver simpelthen noedt til at tro paa det er saadan noget. Saa nu har jeg vaeret paa rov.
Ja, du laeste rigtigt. Paa rov. Mit lokale bibliotek havde en kopi af bladet med HPC. Dog ikke til udlaans og man maa jo absolut ikke kopiere saadan noget i fuld offentlighed ihvertfald, saa jeg "laante" bladet uden at bruge mit laanerkort. Jeg tog det med hjem og nu ligger det her mens jeg proever at faa kopi maskinen igang. Og saa skal jeg nok aflevere bladet tilbage.
Og ved I hvad, det kan godt vaere det var forkert at "laane" bladet, men jeg er sikker paa at hvis ikke jeg havde "laant" det saa var der sikkert en eller anden der lige skulle kigge i det og havde endt med at skaere sig paa papiret. Eller saadan noget........
Altsaa lidt som i hvis du ikke naaede det foerste tog, var det fordi det alligevel blev afsporet og alle kom til skade?
Naa, men jeg bliver simpelthen noedt til at vaelge at ro paa saadan noget. Der er ingen anden forklaring.
Engang i August maaned koebte jeg et strikke blad til en veninde i Danmark. Hun ville saa gerne strikke en Harry Potter (inspireret) cardigan(HPC), men desvaerre kunne bladet ikke faaes i DK.
Bladet blev som sagt koebt, puttet i en foret kuvert og sendt afsted til Fyns land. Saadan noget plejer ikke at tage meget mere end en uges tid, men bladet kom aldrig frem.
Den slags ting sker bare engang imellem, saa jeg sendte et til blad. Og glaedede mig meget til at se billeder af HPC. Der kom bare ingen billeder. Der kom andre billeder. Af flotte huer, af over smukke vanter og senest af den smukkeste poncho der hedder Tempelblomst. Saa spurgte jeg ind til HPC, og ved I hvad.......det skide blad var aldrig kommet frem. IGEN!!!
Helt aerligt....for en uges tid siden sendte jeg sgu da en hel kasse med bball uniformer til DK, og de kom frem i fin stil.
Saa er det jeg begynder at taenke.....er der mon en grund til at bladet med den fine HPC opskrift aldrig naaede frem? Sidder der mon en strikkeglad tolder der ikke lige kunne overskue at bruge sine egne penge paa bladet? Eller er det mon postbudet? Jeg maa lige holde oeje naeste gang han henter post om han har HPC paa udover uniformsskjorten.
Det kunne ogsaa vaere at netop det her var en af de situationer hvor, hvis det foerste blad var kommet frem, at den strikkeglade veninde begyndte at strikke HPC og alt imens hun sidder med benene oppe, te i koppen, Barnaby paa flimmeren saa hopper katten op i skoedet paa hende og skubber til strikke pinden saa den havner i oejet paa min veninde og saa bliver hun blind og kan aldrig strikke igen.
Eller det andet blad kom heller ikke frem fordi den dag det skulle have vaeret afleveret i postkassen, da var det daarligt vejr og da veninden skulle hente posten slog lynet ned i postkassen og der skete frygtelige ting.
Jeg bliver simpelthen noedt til at tro paa det er saadan noget. Saa nu har jeg vaeret paa rov.
Ja, du laeste rigtigt. Paa rov. Mit lokale bibliotek havde en kopi af bladet med HPC. Dog ikke til udlaans og man maa jo absolut ikke kopiere saadan noget i fuld offentlighed ihvertfald, saa jeg "laante" bladet uden at bruge mit laanerkort. Jeg tog det med hjem og nu ligger det her mens jeg proever at faa kopi maskinen igang. Og saa skal jeg nok aflevere bladet tilbage.
Og ved I hvad, det kan godt vaere det var forkert at "laane" bladet, men jeg er sikker paa at hvis ikke jeg havde "laant" det saa var der sikkert en eller anden der lige skulle kigge i det og havde endt med at skaere sig paa papiret. Eller saadan noget........
Subscribe to:
Posts (Atom)