Skal vi vaere penneveninder......

Der var engang.....hvor jeg brugte alle mine lommepenge, som jeg foroevrigt havde optjent ved at uddele Fyns Amts Avis paa Odensevej og i Industrikvarteret, paa brev papir og andre "kontor artikler" hedder det vist. Altsaa stempler, klistermaerker, viskelaedre og blyanter med duft.
Brevpapiret skuklle helst ikke have linier, for der fulgte linie papir med man skulle ligge under saa man kunne se linierne igennem. Det skulle ogsaa helst vaere noget andre ikke havde, saa naar jeg var ude og rejse en gang om aaret (bus tur til Oestrig. Der er edderdulmemig langt til Oestrig) saa skulle man have noget nyt med hjem som man kunne sende til penneveninderne.
Dem havde jeg nogle stykker af.
En boede i Aabybro, hun hed Marianne og havde en storesoester der godt kunne lide at fotografere. De havde aerte buske i haven man maatte spise fra. Det ved jeg fordi jeg engang besoegte hende i min sommerferie. Det var alletiders. Desvaerre ved jeg ikke hvad der blev af hende, saa hvis der er nogle derude der kender Marianne fra Aabybro, saa sig lige til.
Jeg havde ogsaa en penneveninde der hed Gitte. Hende besoegte jeg ogsaa og hun besoegte mig. Dengang var vi 14-15 aar og det gik vildt for sig naar vi kom anstigende i vores "Ball" troejer, lyseroed maekup og blaa mascara med en flaske Groen Mikado. Det var maegtig sjovt. Nu er vi begge voksne og ansvarlige, saadan da, og vi er i kontakt paa Facebook.
Naar vi var paa ferie i Oestrig moedte vi altid nogle andre boern som vi legede med ogsaa blev man pennevenner med dem.
Man kunne ogsaa finde pennevenner i Bamse bladene. Det var saa spaendende naar man sendte det foerste brev afsted, naermest som en ansoegning, taenk hvis man ikke blev valgt.
Faktisk havde jeg pennevenner helt op til 18-aars alderen. Den sidste penneven jeg havde var en smuk Italiensk fyr som jeg moedtes med i Rom da jeg alligevel var paa studietur. Vi kyssede lidt og jeg graed hele vejen hjem i bussen (Hvad sker der med de skide bus ture!!) imens jeg lyttede til Eros Ramazotti paa min walkman.
Nu lever vi i en tid hvor det er saa sjaeldent man faar et brev. Alt er email eller instant messaging. Det er ogsaa fint nok, men brevskrivningens kunst maa ikke forsvinde!!
Saa nu er jeg meldt ind i en pennevenne klub og ih hvor jeg glaeder mig til at skrive lange breve paa flot papir og selvfoelgelig modtage breve paa ligesaa flot papir.
Og tro mig om jeg  ikke stadig har noget gammelt brevpapir liggende.......maaske sammen med min viskelaeder samling.